Ved sine ord og gerninger havde Kristus vidnet om en guddommelig kraft, der giver utrolige resultater, om et fremtidigt liv hinsides det nuværende og om Gud som en far for menneskenes børn og med en aldrig svigtende interesse for deres ve og vel. I godgørenhed og medfølelse åbenbarede han den guddommelige krafts gerning, som en irettesættelse af den egoistiske afvisende holdning hos Saddukæerne. Han viste, at Gud ved Helligånden indvirker på sjælen til både jordisk og evig gavn for mennesker. Han påviste det forkerte i at stole på menneskelig kraft til den forvandling af karakteren, som kun kan ske ved Guds Ånd.