Budskabet fra grækerne, der varslede om høsten af hedninger, fik Jesus til at tænke på hele sin mission. Arbejdet med frelsen tegnede sig for ham, lige fra dengang planen blev lagt i Himmelen til den død, der nu var så nær forestående. En hemmelighedsfuld sky syntes at indhylle Guds søn. Dens dystre stemning kunne føles af dem, der var nær ved ham. Han sad hensunket i tanker. Til sidst blev stilheden brudt ved lyden af hans vemodige stemme: „Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time?“ På forhånd var Kristus allerede ved at drikke den bitre skål. Hans menneskelighed veg tilbage for opgivelsens time, hvor han efter alt at dømme ville blive svigtet, selv af Gud, hvor alle skulle se ham slået ud, ramt af Gud. Han veg tilbage for at blive fremvist for offentligheden, for at blive behandlet som den værste forbryder, for en skændig og vanærende død. En forudfølelse af hans kamp med mørkets magter, en følelse af den frygtelige byrde af menneskers overtrædelser og af Faderens vrede over synden var årsag til, at Jesu ånd blev svag, og at dødens bleghed bredte sig over hans ansigt.