Kristus vidste, at hans rige gennem hans sonoffer ville blive fuldkommengjort og ville komme til at brede sig over hele jorden. Han ville virke som genløseren, og hans Ånd ville sejre. Et kort øjeblik så han ind i fremtiden og hørte stemmer overalt på jorden forkynde: „Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd.“ I disse fremmede så han løftet om en rig høst, når skellet mellem jøder og hedninger blev nedbrudt, og alle folkeslag og tungemål og folk skulle komme til at høre budskabet om frelsen. Forventningen herom, fuldbyrdelsen af hans håb, er udtrykt i ordene: „Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres:“ Men måden, hvorpå denne herliggørelse skulle finde sted, var aldrig ude af Jesu tanker. Omvendelsen af hedningerne skulle følge efter hans forestående død. Kun ved hjælp af hans død kunne verden frelses. Ligesom et hvedekorn måtte Menneskesønnen lægges i jorden og dø; blive begravet og være ude af syne; men han skulle leve igen.