„Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.“ Jesus kendte sine disciples fremtid. Han så en blive ført til skafottet, en anden til korset, en til landflygtighed mellem havets ensomme klipper og andre til forfølgelse og død. Han opmuntrede dem med løftet om, at han i enhver prøvelse ville være hos dem. Dette løfte har ikke mistet noget af sin kraft. Herren ved alt om sine trofaste tjenere, der for hans skyld er kastet i fængsel eller forvist til ensomme øer. Han trøster dem med sit eget nærvær. Når den troende for sandhedens skyld står foran uretfærdige domstole, står Kristus ved hans side. Alle de beskyldninger, der rammer ham, rammer også Kristus. Den ene gang efter den anden bliver Kristus dømt i skikkelse af sine disciple. Når et menneske er lukket inde mellem fængselsmure, trøster Kristus ham med sin kærlighed. Når nogen lider døden for hans skyld, siger Kristus: „Jeg er … den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget.“ Det liv, der ofres for mig, skal bevares til evig herlighed.