Kristus frydede sig over, at han kunne gøre mere for sine efterfølgere, end de kunne bede om eller tænke på. Han talte med vished, fordi han vidste, at et almægtigt dekret var blevet udstedt, før verden blev skabt. Han vidste, at sandheden, bevæbnet med Helligåndens almagt, ville sejre i kampen mod det onde, og at den blodplettede fane ville vaje sejrrigt over dem, der fulgte ham. Han vidste, at hans trofaste disciples liv ville komme til at ligne hans eget, en uafbrudt række af sejre, der ikke ville blive erkendt her, men ville blive det i det fremtidige liv.