Den tredje kamp i bøn
Jesus vendte sig bort og gik tilbage til sit tilflugtssted, hvor han kastede sig ned på jorden, overvældet af rædslen ved det store mørke. Den menneskelige side af Guds Søn skælvede over de prøvelser, han gennemgik. Nu bad han ikke for sine disciple om, at deres tro ikke måtte svigte, men for sin egen fristede, forpinte sjæl. Det forfærdelige øjeblik var kommet — det øjeblik, som skulle afgøre verdens skæbne. Menneskeslægtens skæbne lå skælvende i vægtskålen. Kristus kunne stadig nægte at drikke den kalk, der var tiltænkt syndige mennesker. Det var endnu ikke for sent. Han kunne tørre den blodige sved af sin pande og overlade mennesker til at dø i deres synd. Han kunne sige: Lad den skyldige få straffen for sin synd, og jeg vil vende tilbage til min Fader. Vil Guds Søn tømme ydmygelsens og dødsangstens bitre kalk? Vil den uskyldige udsætte sig for følgerne af syndens forbandelse for at frelse de skyldige? Skælvende lød det fra Jesu blege læber: „Min fader, hvis det ikke er muligt, at dette bæger går mig forbi, men jeg skal drikke det, så ske din vilje.“