Jesu liv kapitel 74. 497.     Fra side 685 i den engelske udgave.tilbage

Getsemane

Bøjet under hele verdens synd
Jesus havde haft en alvorlig samtale med sine disciple og havde lært dem mange ting; men da han nærmede sig Getsemane, blev han mærkeligt tavs. Han havde ofte besøgt dette sted for at meditere og bede, men aldrig med hjertet så tynget af sorg og smerte som i denne sidste nat. Så længe han havde levet på jorden, havde han vandret i lyset fra Guds nærhed. Når han kom i konflikt med mennesker, der var behersket af Satans ånd, kunne han sige: „Han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.“ Men nu så han ud til at være udelukket fra Guds lys. Nu blev han behandlet som overtræderne. Han skulle bære den faldne menneskeheds synd. Alle vore laster var lagt på Ham, som ikke selv kendte til at synde. Så rædselsfuld forekommer synden ham, så tung er den byrde af skyld, som han må bære, at han fristes til at frygte, at den for altid vil udelukke ham fra hans fars kærlighed. Idet han føler Guds frygtelige vrede over overtrædelser, udbryder han: „Min sjæl er fortvivlet til døden.“

Sætning:
- skal ændres til:
navn og/eller e-mail:

Oversætterens indentitet er ikke nævnt her. Ændringen foretages efter vurdering.