Det var en blanding af overbevisning og affekt, der fik Kajfas til at handle, som han gjorde. Han var rasende på sig selv over at have troet på Kristi ord, og i stedet for at overgive sig til sin stærke fornemmelse af sandheden og bekende, at Jesus var Messias, sønderrev han sin embedsdragt i kategorisk modstand. Denne handling var overordentlig betydningsfuld. Kajfas forstod kun lidt af, hvad den betød. Ved denne handling, der skulle gøre indtryk på dommerne og skabe sikkerhed for at få Kristus dømt, havde ypperstepræsten dømt sig selv. Efter Guds lov var han forkastet som præst. Han havde afsagt dødsdommen over sig selv.