Kristus skulle formelt forhøres af Sanhedrin, men af Annas blev han underkastet et indledende forhør. Under det romerske herredømme kunne Sanhedrin ikke fælde nogen dødsdom. De kunne kun forhøre fangen og afsige dommen, der derefter måtte stadfæstes af den romerske øvrighed. Derfor var det nødvendigt at fremskaffe en anklage mod Kristus, der af romerne ville blive betragtet som kriminel. Der måtte også findes en beskyldning, som i jødernes øjne ville være domfældende. Ikke så få af præsterne og rådsherrerne havde ladet sig overbevise af Kristi lære, og kun frygten for at blive udelukket fra synagogen afholdt dem fra at bekende sig til ham. Præsterne huskede udmærket Nikodemus’ spørgsmål: „Vores lov dømmer da ikke et menneske, uden at man først har hørt på ham og fået rede på, hvad han har gjort?“ Dette spørgsmål havde dengang bragt splittelse i rådet, og det havde forpurret deres planer. Josef af Arimatæa og Nikodemus ville ikke blive indkaldt nu, men der var andre, der måske ville driste sig til at tale til fordel for retfærdigheden. Dette forhør måtte ledes sådan, at det forenede medlemmerne af Sanhedrin mod Kristus. Der var to beskyldninger, som præsterne ønskede at fastholde. Hvis man kunne bevise, at Jesus var en gudsbespotter, ville han blive dømt af jøderne. Hvis han blev kendt skyldig i tilskyndelse til oprør, ville det sikre, at han blev dømt af romerne. Annas forsøgte først at få dokumenteret den anden anklage. Han udspurgte Jesus om hans disciple og hans lære i håb om, at fangen ville sige noget, der kunne give ham et grundlag at arbejde med. Det var hans hensigt at lokke en udtalelse ud af ham, der kunne bevise, at han forsøgte at danne et hemmeligt forbund med det formål at oprette et nyt rige. Derefter kunne præsterne udlevere ham til romerne som fredsforstyrrer og oprørsstifter.