Frelseren viste modsætningen mellem sin egen arbejdsmetode og sine anklageres fremgangsmåde. I måneder havde de jaget ham og forsøgt at lokke ham i en fælde og stille ham for et hemmeligt råd, hvor de ved falsk vidneforklaring kunne opnå, hvad der var umuligt ved hæderlige midler. Nu var de ved at fuldbyrde deres hensigter. Pågribelsen ved nattetide af en pøbelhob, spotten og mishandlingerne, før han var dømt eller blot anklaget, var deres arbejdsmetode, men ikke hans. Deres handlemåde var et brud på loven. Efter deres egne love skulle ethvert menneske behandles som uskyldigt, indtil dets skyld var bevist. Efter deres egne love stod præsterne som skyldige til straf.