Han skyndte sig af sted i ensomhed og mørke — han vidste ikke og brød sig ikke om at vide hvorhen. Til sidst fandt han sig selv i Getsemane. Begivenheden få timer tidligere stod lyslevende for ham. Hans Herres lidende ansigt, plettet af blod og sved og fortrukket af smerte, viste sig for ham. Med de største samvittighedskvaler huskede han, at Jesus havde grædt og lidt alene i bøn, mens de, som skulle have været sammen med ham i denne prøvelse, lå og sov. Han huskede den højtidelige opfordring: „Våg, og bed om ikke at falde i fristelse.“9 Han genoplevede, hvad der var foregået i domssalen. Det pinte ham usigeligt at vide, at han havde føjet den tungeste byrde til Frelserens ydmygelse og sorg. På det samme sted, hvor Jesus havde udøst sin sjæl i den største smerte til sin Far, kastede Peter sig næsegrus ned og ønskede, at han måtte dø.