Nu ville præsterne prøve at få det til at se ud, som om Kristus ved denne lejlighed havde sagt det, som de håbede, han ville sige. I deres nød kaldte de falske vidner til hjælp, og de gav sig til „at anklage ham og sagde: ‘Vi er blevet klar over, at denne mand vildleder vort folk og vil hindre, at vi betaler skat til kejseren, og han siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.’“ Det var tre anklager, som alle savnede begrundelse. Præsterne vidste det godt, men de var villige til at begå mened, hvis de derved kunne opnå, hvad de ville.