Kristi forfølgere havde forsøgt at sammenholde hans karakter med deres egen. De havde forestillet sig, at han var lige så moralsk anløben som de selv. Men bag øjeblikkets begivenheder trængte en vision sig på om noget, som de engang ville komme til at se i al sin herlighed. Der var nogle, der skælvede i Kristi tilstedeværelse. Mens den rå folkeskare hånende bøjede sig for ham, var der nogle af dem, der nærmede sig i den samme hensigt, som vendte om igen, ængstelige og tavse. Herodes følte sig skyldig. De sidste stråler af barmhjertigt lys prøvede at nå det sind, som var så forhærdet af synd. Han følte, at Kristus ikke var noget almindeligt menneske, for det guddommelige havde i glimt vist sig gennem det menneskelige. Netop i det øjeblik, hvor Kristus var omringet af spottere, ægteskabsbrydere og mordere, følte Herodes, at han så en Gud på sin trone.