Her viste Pilatus’ svaghed sig. Han havde erklæret, at Jesus var uskyldig, men alligevel var han villig til at lade ham piske for at tilfredsstille hans anklagere. Han ville tilsidesætte retfærdighed og principper for at indgå kompromis med hoben. Dette gjorde hans stilling svagere. Mængden benyttede sig af hans ubeslutsomhed og krævede så meget desto stærkere fangen dødsdømt. Hvis Pilatus fra første færd havde stået fast og nægtet at dømme et menneske, som han fandt uskyldigt, ville han have brudt den skæbnesvangre kæde af begivenheder, der skulle komme til at lænke ham i anger og skyld, så længe han levede. Hvis han havde holdt sig til sin opfattelse af retfærdighed, ville jøderne ikke have dristet sig til at diktere ham noget. Kristus ville være blevet dræbt, men skylden herfor ville ikke have hvilet på Pilatus. Men skridt for skridt havde Pilatus øvet vold mod sin samvittighed. Han havde undslået sig for at dømme retfærdigt og upartisk, og nu var han næsten hjælpeløs i hænderne på præsterne og rådsherrerne. Hans vaklen og ubeslutsomhed viste sig at blive hans ruin.