Der stod Guds Søn iført hånens dragt og med tornekronen på hovedet. Da han var nøgen til bæltestedet, så man på hans ryg de lange, grusomme striber efter slagene, hvorfra blodet flød. Hans ansigt var blodplettet og mærket af udmattelse og smerte; men aldrig havde det fremtrådt mere smukt end nu. Frelserens ansigt fremviste ingen ændring over for hans fjender. Hvert træk gav udtryk for blidhed og resignation og den inderligste medfølelse med hans grusomme fjender. Der var ingen fej svaghed i hans fremtræden, men langmodighedens styrke og værdighed. Fangen ved hans side var en slående kontrast. Hvert træk i Barabbas’ ansigt udtrykte, hvilken forhærdet forbryder han var. Kontrasten talte til enhver, der så den. Nogle af tilskuerne græd. Da de så på Jesus, fyldtes deres hjerter af sympati. Selv præsterne og de ældste var overbeviste om, at han var den, han hævdede at være.