Pilatus var opfyldt af undren over Frelserens store tålmodighed uden nogen klage. Han nærede ingen tvivl om, at synet af denne mand i modsætning til Barabbas ville vække jødernes sympati. Men han forstod ikke præsternes fanatiske had til ham, der som verdens lys havde afsløret deres mørke og vildfarelse. De havde ophidset mængden til et vanvittigt raseri, og atter lød der fra præsterne, rådsherrerne og folket dette frygtelige råb: „Korsfæst ham, korsfæst ham!“ Til sidst mistede Pilatus helt tålmodigheden med deres urimelige grusomhed og udbrød i sin fortvivlelse: „Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig.“