Skønt grusomhed ikke var noget nyt for den romerske landshøvding, følte han medlidenhed med denne lidende fange, der, skønt han var blevet dømt og pisket, trods blødende pande og flænget ryg, stadig havde en optræden som en konge på sin trone. Men præsterne erklærede: „Vi har en lov, og efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til Guds søn.“