I mængden, der fulgte med Frelseren til Golgata, var der mange, der havde hilst ham med glade hosiannaråb og viftende palmegrene, da han holdt sit indtog i Jerusalem. Men ikke så få af dem, der dengang havde hyldet og lovprist ham, fordi det hørte sig til at gøre det, var nu med til at råbe: „Korsfæst ham, korsfæst ham!“ Da Kristus red ind i Jerusalem, havde disciplenes forhåbninger nået deres højdepunkt. De havde holdt sig tæt ved deres Mester og følt, at det var en stor ære at være knyttet til ham. Nu under hans ydmygelse fulgte de ham på afstand. De var knuget af sorg og dybt nedbøjet af skuffede forhåbninger. Som Jesu ord dog gik i opfyldelse: „I nat vil I alle svigte mig, for der står skrevet: ‘Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes.’“