Fra Frelseren lød der ikke en eneste klage. Hans ansigt blev ved med at være roligt og afklaret, men store sveddråber stod på hans pande. Der var ingen medfølende hånd til at tørre hans ansigt, og ingen forsikringer om deltagelse og uforanderlig troskab til at styrke hans menneskelige hjerte. Mens soldaterne udførte deres forfærdelige arbejde, bad Jesus for sine fjender: „Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.“ Hans tanker gled fra hans egen lidelse til hans bødlers synd og den forfærdelige gengældelse, der ville ramme dem. Ingen forbandelser blev nedkaldt over soldaterne, som behandlede ham så grusomt. Ingen hævn blev udtalt over præsterne og rådsherrerne, der hoverede over at se deres planer lykkes. Han hviskede kun en bøn om, at de måtte finde tilgivelse — „for de ved ikke, hvad de gør.“