Ved at spotte Frelseren gentog de mænd, der hævdede at være profetiernes fortolkere, netop de ord, som det ved Ånden var blevet forudsagt, at de ville sige ved denne lejlighed. Men i deres blindhed kunne de ikke se, at de opfyldte profetiens ord. De, som hånligt sagde: „Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn,“ havde ikke tænkt på, at deres vidnesbyrd skulle give genlyd gennem tiderne. Men skønt disse ord blev sagt som en hån, så fik de mennesker til at undersøge Skrifterne som aldrig før. Kloge mennesker hørte, søgte, overvejede og bad. Nogle af dem fik ikke ro, før de ved at sammenligne skriftsted med skriftsted fattede betydningen af Kristi gerning. Aldrig tidligere havde der været sådan en generel viden om Jesus, som da han hang på korset. Sandhedens lys skinnede for mange af dem, der var vidne til korsfæstelsen og som hørte Kristi ord.