Han bar sit kors
Da Jesus kom forbi indgangsporten til Pilatus’ borg, blev det kors, der var tiltænkt Barabbas, lagt på hans blødende og forslåede skuldre. To af Barabbas’ medskyldige skulle lide døden samtidig med Jesus, og også på dem blev der lagt kors. Frelserens byrde var for tung for ham i hans udmarvede tilstand. Siden påskemåltidet sammen med disciplene havde han hverken fået mad eller drikke. Han havde i Getsemane kæmpet med djævelske kræfter. Han havde båret smerten ved at blive forrådt og ved at se sine disciple svigte sig og flygte. Han var blevet ført til Annas og derefter til Kajfas og så til Pilatus. Fra Pilatus var han blevet sendt til Herodes og derfra atter til Pilatus. Fra krænkelser til nye krænkelser, fra forhånelser til forhånelser, to gange tortureret med pisk; hele natten havde der været optrin på optrin af en art, som pinte en menneskesjæl til det yderste. Kristus havde ikke svigtet. Han havde ikke sagt et ord, der ikke var til Guds ære. Under hele denne skændige farce af en retshandling havde han udvist styrke og værdighed. Men da korset blev lagt på ham, efter at han for anden gang var blevet pisket, kunne den menneskelige side af ham ikke udholde mere. Han faldt besvimet om under byrden.