Hvad Jesu led
Og nu var herlighedens Herre ved at dø som løsesum for menneskeslægten. Da Kristus gav sit dyrebare liv, blev han ikke holdt oppe af sejrens glæde. Alt var tyngende mørke. Det var ikke frygten for døden, der tyngede ham. Det var ikke smerten og vanæren fra korset, der forårsagede hans usigelige sjælekval. Hans lidelser skyldtes hans følsomhed over for syndens ondartethed og hans viden om, at mennesket ved at beskæftige sig med ondskaben bliver blind over for dens uhyrlighed. Kristus så, hvor stærkt et greb synden har i mennesket, og hvor få der ville være villige til at bryde med dens magt. Han vidste, at uden Guds hjælp måtte menneskeslægten gå til grunde, og han så utallige mennesker gå til grunde trods rigelig hjælp inden for rækkevidde.