Med undren var englene vidne til Frelserens fortvivlede sjælekval. De himmelske hærskarer tildækkede deres ansigter for ikke at se det forfærdelige syn. Naturen udtrykte deltagelse for sin krænkede og døende Skaber. Solen nægtede at se på det frygtelige syn. Dens klare stråler oplyste jorden midt på dagen, da det pludselig var, som om den var tildækket. Fuldstændigt mørke indhyllede korset som et ligklæde. „Der faldt mørke over hele jorden indtil den niende time.“ Der var ingen solformørkelse eller anden naturlig årsag til dette mørke, der var så tæt som ved midnatstid uden måne eller stjerner. Det var et mirakuløst vidnesbyrd givet af Gud, for at senere slægter kunne blive styrket i troen.