Guds skyldfri Søn hang på korset, og hans legeme var flænget af piskeslag. Hænderne, der så ofte var blevet rakt ud til velsignelse, var naglede til korset. Fødderne, så utrættelige i kærlighedens tjeneste, var naglet fast til træet. Det kongelige hoved var såret af tornekronen. De skælvende læber havde formet sig til et klageråb. Og alt, hvad han udholdt — blodet, der dryppede fra hans hoved, hans hænder, hans fødder, smerten som martrede hans legeme og den usigelige pine, der fyldte hans sjæl, fordi Faderen havde skjult sit ansigt — alt dette har et budskab til ethvert menneske: Det er for din skyld, at Guds Søn indvilliger i at bære denne byrde af synd; for din skyld sprænger han dødens porte og åbner Paradiset. Han, som stilnede stormen og gik på de skumklædte bølger; som fik onde ånder til at skælve og sygdomme til at flygte bort; som åbnede de blindes øjne og kaldte de døde til live — han giver sig selv som et offer på korset, og alt dette af kærlighed til dig. Han, som bærer synden, må udholde den guddommelige retfærdigheds vrede og bliver for din skyld selv til synd.