Midt i det forfærdelige mørke og tilsyneladende forladt af Gud havde Kristus tømt de menneskelige lidelsers bæger til sidste dråbe. I disse rædselsfulde timer havde han stolet på de vidnesbyrd om sin Fars accept, som han hidtil havde fået. Han var fortrolig med sin Fars væsen; han forstod hans retfærdighed, hans barmhjertighed og hans store kærlighed. Ved troen hvilede han i ham, som det altid havde været hans glæde at adlyde. Og da han i ydmyghed overgav sig selv til Gud, forsvandt følelsen af at have mistet sin Faders velbehag. Ved troen var Kristus blevet sejrherre.