Dette var det eneste, der tiltrak sig Kristi opmærksomhed. Selvom han led stærkt under byrden af verdens synd, var han ikke uanfægtet af udtryk for sorg. Han så omsorgsfuldt og medfølende på disse kvinder. De troede ikke på ham. Han vidste, at de ikke græd over ham som den, der var udsendt af Gud, men at de lod sig røre af følelser af menneskelig medlidenhed. Han ringeagtede heller ikke deres deltagelse, men den vakte en dybere sympati for dem i hans sjæl. „Jerusalems døtre,“ sagde han, „græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!“ Midt i øjeblikkets begivenheder så Kristus frem til tiden for Jerusalems ødelæggelse. Til den frygtelige begivenhed hvor mange af dem, der nu græd over ham, skulle omkomme sammen med deres børn.