I begyndelsen havde Faderen og Sønnen hvilet på sabbatten, efter at deres skaberværk var fuldført. „Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt,“ og skaberen og alle himmelske væsener frydede sig ved at betragte det herlige syn. „Morgenstjerner jublede, og alle gudssønner råbte af fryd.“ Nu hvilede Jesus efter arbejdet med genløsningen, og skønt der var sorg blandt dem, der elskede ham her på jorden, så var der dog glæde i Himmelen. Løfterne for fremtiden var herlige i de himmelske skabningers øjne. Et genoprettet skaberværk og en genløst slægt, der aldrig mere kunne falde, når den havde overvundet synden. Dette, som skulle blive resultatet af Kristi fuldførte gerning, så Gud og englene. Den dag, hvor Kristus hvilede, er for altid kædet sammen hermed. Hans „gerning er fuldkommen,“ og „hvad Gud gør, forbliver, hvad det er“ . Når den tid kommer, „da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund,“ skal skabelsens sabbat, den dag hvor Jesus var lagt til hvile i Josefs grav, stadig være hviledag og glædesdag. Himmel og jord skal forene sig i lovprisning, når de frelstes skarer „hver uge på sabbatten“ i glad tilbedelse bøjer sig for Gud og Lammet.