Militærvagt ved graven
Den hævn, som præsterne havde tænkt skulle være så sød, var allerede blevet bitter for dem. De vidste, at de måtte imødese streng kritik fra folkets side. De vidste, at netop de mennesker, som de havde fået ophidset imod Jesus, nu var forfærdede over deres egen skændige gerning. Disse præster havde prøvet at bilde sig selv ind, at Jesus var en bedrager. Men det var forgæves, for nogle af dem havde stået ved Lazarus’ grav og havde set den døde vende tilbage til livet. De rystede af angst for, at Kristus selv skulle opstå fra de døde og atter vise sig for dem. De havde hørt ham sige, at han havde magt til at give sit liv og tage det igen. De huskede, at han havde sagt: „Riv dette tempel ned, og jeg vil rejse det igen på tre dage.“ Judas havde fortalt dem om de ord, som Jesus havde sagt til disciplene på den sidste vandring til Jerusalem. „Se, vi går op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skal dømme ham til døden og overgive ham til hedningerne, og han skal blive hånet, pisket og korsfæstet, og på den tredje dag skal han opstå.“ Dengang de hørte disse ord, havde de spottet og gjort nar. Men nu huskede de, at Kristi forudsigelser hidtil var gået i opfyldelse. Han havde sagt, at han ville opstå igen på den tredje dag, og hvem kunne vide, om ikke også dette ville komme til at ske? De længtes efter at gøre sig fri for disse tanker, men de kunne ikke. Ligesom deres far, djævelen, både troede de og skælvede.