Da aftenen nærmede sig, hvilede en uvirkelig stilhed over Golgata. Mængden spredtes, og mange vendte tilbage til Jerusalem helt anderledes til sinds, end de havde været om morgenen. Mange var strømmet til korsfæstelsen af nysgerrighed og ikke af had mod Kristus. Alligevel troede de på præsternes beskyldninger og betragtede Kristus som en forbryder. Revet med af en unaturlig ophidselse havde de sluttet sig sammen med hoben om at håne ham. Men da jorden indhylledes i mørke, og deres egen samvittighed plagede dem, følte de sig skyldige i en stor uret. Der hørtes ingen spøg eller hånlatter, så længe dette frygtelige mørke varede, og da det atter lettede, skyndte de sig hjem i højtidelig tavshed. De var overbevist om, at præsternes beskyldninger var falske, og at Jesus ikke gjorde krav på tronen. Og nogle få uger efter, da Peter prædikede på pinsedagen, var de blandt de tusinder, der blev omvendt til Kristus.