De genkaldte sig levende begivenheden ved søen, hvor Jesus havde bedt dem følge sig. De huskede, hvordan de på hans befaling var taget ud på søen og havde kastet deres garn ud, og at fangsten havde været så overvældende stor, at den fyldte garnene til bristepunktet. Derefter havde Jesus kaldet dem til at forlade deres fiskerbåde og havde lovet at gøre dem til menneskefiskere. Det var for at få dem til at huske denne oplevelse og uddybe indtrykket af den, at han igen udførte miraklet. Hans handling var en fornyelse af det hverv, han havde pålagt sine disciple. Den viste dem, at deres Mesters død ikke havde mindsket deres forpligtelse til at udrette det arbejde, han havde udpeget dem til. Skønt de skulle berøves det personlige fællesskab med ham og indtægterne ved deres tidligere beskæftigelse, ville den opstandne Frelser stadig drage omsorg for dem. Mens de udførte Hans arbejde, ville Han sørge for deres fornødenheder. Jesus havde også et formål med at bede dem kaste garnet ud på den højre side af båden. På den side stod han på bredden. Det var troens side. Hvis de arbejdede i fællesskab med ham, så hans guddomskraft forenede sig med deres menneskelige bestræbelser, ville deres gerning lykkes for dem.