Men han vinker dem tilbage. Ikke endnu. Han kan endnu ikke modtage ærens krone og kongekåben. Han træder frem for sin Far. Han viser ham sit sårede hoved, sin gennemstukne side og de gennemborede fødder. Han løfter sine hænder, der er mærket af naglerne. Han peger på tegnene på sin sejr. Han præsenterer svingningsneget for Gud: De, der opstod sammen med ham som repræsentanter for den store skare, der skal stige op af graven ved hans genkomst. Han nærmer sig Faderen, hos hvem der er glæde over én synder, der omvender sig, og som fryder sig over hver enkelt. Før verdens grundvold blev lagt, havde Faderen og Sønnen sluttet en pagt for at frelse menneskeslægten, hvis den skulle lade sig overvinde af Satan. De havde indgået en højtidelig overenskomst om, at Kristus skulle stå som sikkerhed for menneskeheden. Nu havde Kristus opfyldt dette løfte. Da han på korset udbrød: „Det er fuldbragt!“ talte han til sin Far. Pagten var fuldt ud klevet gennemført. Nu erklærer han: Far, det er fuldbragt. Jeg har handlet efter din vilje, min Gud. Jeg har fuldført frelsesværket. Hvis din retfærdighed er sket fyldest, så vil jeg, „at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig.“