Enhver der stoler på at han selv er retfærdig, vil foragte andre. Sådan som farisæeren vurderer sig selv over for andre mennesker, sådan vurderer han andre ved sig selv. Hans retfærdighed bedømmes ved deres, og jo værre de er, des mere modsat retfærdigheden ser han ud. Hans selvretfærdighed fører til anklager. Han fordømmer ”andre mennesker” som overtrædere af Guds lov. Således gør han Satans ånd tydelig, brødrenes anklager. Med denne ånd er det umuligt for ham at indgå i samfund med Gud. Han går ned til sit hus, blottet for guddommelig velsignelse.