Tolderen var gået ind i templet sammen med andre bedende, men han trak sig hurtig bort fra dem, som uværdig til at bede sammen med dem. Han stod afsides, og han ”ikke engang løfter sit blik mod himlen, men slog sig for brystet”, i bitter pinsel og selvfornedrelse. Han følte at han havde forbrudt sig mod Gud, så han var syndig og uren. Han kunne endog ikke forvente deres medynk, som stod omkring ham, for de så foragteligt på ham. De vidste at han ikke fortjente en anbefaling for Gud, han råbte i egen fortvivlelse: ”Gud vær mig synder nådig.” Han sammenlignede ikke sig selv med andre. Overvældet af skyldfølelse, stod som alene over for Guds tilstedeværelse. Hans eneste ønske var tilgivelse og fred, hans eneste bøn var Guds barmhjertighed. Han blev velsignet. ”Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden.”