Dommeren, som skildres her, havde ingen retsfornemmelse, ej heller medynk for lidende. Enken som pressede sin sag på ham, blev afslået flere gange. Hun kom igen og igen til ham, kun for at behandles med foragt, og drevet fra dommersædet. Dommeren vidste at hendes sag var rigtig, og han kunne have hjulpet hende med det samme, men han ville ikke. Han ønskede at fremvise sin hovne magt, og det glædede ham at lede hende forgæves spørge og anmode indtrængende. Men hun ville ikke svigte, ej heller miste modet. På trods af hans ligegyldighed og hårdhjertethed, pressede hun på med sin anmodning, indtil dommeren gik med til at tage hendes sag op. ”Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker,” sagde han ”vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær.” For at redde sit ry, og ikke vise sin partiskhed frem, en ensidig dom, skaffede han den påholdne kvinde ret.