Hvilken lettelse er det ikke for ham at høre dets første spæde råb i det fjerne. Når han følger lyden, kravler han stejlt op, og tager til kanten af afgrunden, med risiko for hans eget liv. Således søger han, medens råbet bliver svagere, siger det ham at hans får er ved at dø. Til sidst belønnes hans anstrengelser; det tabte er fundet. Han skælder ikke ud på det, fordi det har kostet ham så mange problemer. Han driver det ikke med pisken. Han prøver ikke en gang at føre det hjem. I sin glæde tager han den skælvende skabning på sine skuldre; hvis det er forslået og såret, og klynger det ind i sine arme, presser det tæt til hans bryst, så hans eget hjertes varme kan give det liv. I taknemmelighed for, at hans søgning ikke var forgæves, tager han det tilbage til folden.