Med denne anklage antydede de at Kristus kunne lide at omgås syndige og onde, og var ikke klar over deres ondskab. Rabbinerne var skuffede over Jesus. Hvordan kunne der være nogen, der påberåbte sig så ophøjet en karakter, ikke blandede sig med rabbinerne, og fulgte deres undervisningsmetoder? Hvorfor gik han så uhøjtidelig rundt, og arbejdede blandt alle klasser? Hvis Han var en sand profet, sagde de, så ville han harmonere med dem, og ville behandle toldere og syndere med den ligegyldighed som de fortjente. Det gjorde disse samfundsvogtere vrede, at Han var hos dem, som de hele tiden var i kamp med, og hvis rene liv alligevel imponerede og fordømte dem, ville omgås de sociale udskud med en så åbenlys sympati. De anerkendte ikke Hans metoder. De betragtede sig selv som uddannede, fine og vældig religiøse; men Kristi eksempel afslørede deres selviskhed.