Hustruens brudeandel bestod sædvanligvis af mønter, som hun passet nøje på, som hendes mest værdsatte ejendom, for at blive givet videre til hendes egne døtre. Tabet af en af disse mønter blev betragtet som en alvorlig ulykke, og genfindelsen ville skabe stor glæde, som hurtigt blev delt med nabodamerne.