Faderen vil ikke tillade nogen hånlige øjne gøre nar af sin søns ulykke og pjalter. Han tager den brede og rafinerede kåbe af sine skuldre, og pakker den omkring sønnens udmarvede skikkelse, og den unge hulker i anger, og siger: ”Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.” Faderen holder ham tæt til sig, og fører ham hjem. Han får ingen mulighed til at spørge om en tjeners plads. Han er en søn, som skal æres med det bedste huset kan give, og hvem de opvartende mænd og kvinder skal respektere og tjene.