Når faderen kommer ud for at forholde ham til dette, åbenbares stoltheden og hadet i hans natur. Han dvæler ved sit eget liv i sin faders hus som en række ugengældte tjenester, og sætter så velvilligheden mod den netop tilbagevendende søn, op, som en dårlig modsætning. Han gør det tydeligt at hans egen tjeneste mere har været en tjeners frem for en søns. Selvom han fandt en varig kærlighed over sin faders tilstedeværelse, hvilede hans sind over udbyttet der kom af hans velovervejede liv. Nu viser Hans ord at det var derfor at han foregav syndens fornøjelser. Hvis denne broder skulle dele faderens gaver, regnede den ældste søn med at han selv gjorde fejl. Han misunder sin bror for den velvillighed der vises ham. Han viser tydeligt at havde han været i faderens sted, ville han ikke have taget imod den fortabte. Han anerkender ham ikke engang som sin bror, men omtaler ham som ”din søn”.