Den ældste søn repræsenteres ved jøder på Kristi tid som ikke angrer, og også farisæerne til alle tider, som ser med foragt på dem, som de betragter som toldere og syndere. Fordi de selv ikke overdrives med megen ondskab, fyldes de af selvretfærdighed. Kristus møder denne smålige kritik på deres sted. Ligesom den ældste søn i lignelsen, har de nydt særlige privilegier fra Gud. De hævdede at være sønner i Guds hus, men de havde lejesvendens ånd. De arbejdede ikke ud fra kærlighed, men fra et håb om løn. I deres øjne var Gud en hård arbejdsgiver. De så at Kristus indbød toldere og syndere til at modtage Hans nådes frie gave – den gave som rabbierne håbede at få kun ved slid og bodsøvelse – og de blev fornærmede. Det oprørte dem blot med jalousi at Faderens hjerte fyldtes af glæde over den fortabte søns tilbagekomst.