Der kommer stor hungersnød, han begynder at lide mangel, og han slutter sig til en borger i landet, som sender ham ud på marken for at sørge for svinene. For en jøde var dette det mest usle og nedrige arbejde at få. Den unge som har pralet over sin frihed, finder nu at han er slave. Han er i den værste trældom – ”holdes fast i sine synders bånd.” (Ordsp. 5,22.) Den glans og flitter, som omgav ham, er forsvundet, og han føler sig bundet af sin lænke. Han sidder på jorden i et øde hungersramt land, uden andre venner end svinene, han er nødt til at fylde sig selv med de avner som dyrene får til føde. Af de lystige venner, som flokkes omkring ham i velmagtsdagene, og spiste og drak på hans bekostning, er der ikke nogen til at beværte ham. Hvor er hans løsslupne glæde nu? Med fortiet samvittighed, sløvet sanser, mente han at være lykkelig; men nu hvor penge er brugt, med en sult der ikke kan mættes, en ydmyget stolthed, hvor hans moralske natur er gjort til det mindste, med hans svage og utroværdige vilje, hvor hans finere følelser er døde, er han det mest ulykkelige af dødelige mennesker.