Du erkender at selvom det kun er tåget, at du er til besvær på grunden. Alligevel har Gud i sin store nåde ikke skåret dig af. Han ser ikke køligt på dig. Han vender sig ikke bort i ligegyldighed, eller overlader dig til udslettelse. Han råber medens hans er på dig, som Han har råbt i så mange hundrede år om Israel: ”Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? . . . Jeg vil ikke bruge min glødende vrede, jeg ødelægger ikke Efraim igen, for jeg er Gud, ikke menneske.” Hoseas 11,8. 9. Den medynkende Frelser siger om dig: Lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det, og giver det gødning.