Men vi skal ikke kun tænke på store og begavede mænd, der forsømmer de fattigere klasser. Kristus instruerer Sine budbringere til, at også gå ud på hovedvejene og gærdende, til jordens fattige og lavere. I de større byers baggårde og stræder, på landets ensomme sideveje, er der familier og enkeltpersoner – må lede efter fremmede i et fremmet land – som er uden kirkerelationer, og som, i deres ensomhed, vil føle at Gud har glemt dem. De forstår ikke hvad de må gøre for at blive frelst. Mange er sunket i synd. Mange er fortvivlede. De er presset af lidelse, mangel, vantro og fortvivlelse. Sygdom af enhver slags piner dem, både i legeme og i sjæl. De længes efter at finde trøst for deres trængsler, og Satan frister dem til at søge det i lyster og fornøjelser, som leder dem i fordærv og død. Han giver dem Sodomas æbler, som vil blive til aske på deres læber. De bruger deres penge på det som ikke er brød, og deres arbejde på det som ikke mætter.