Men læren i denne lignelse må ikke misbruges. Guds tilgivelse mod os, formindsker på ingen måde vor pligt til at adlyde Ham. Således formindskes tilgivelsens ånd mod vore medmenesker ikke kravet om retsmæssig pligt. I den bøn Kristus lærte Sine disciple sagde Han: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Mattæus 6,12. Derved mener Han ikke at vi ikke må kræve vor ret fra vore skyldnere, for at få tilgivelse for vore synder. Hvis de ikke kan betale, selvom det er resultatet af uklog ledelse, kan de ikke kastes i fængsel, undertrykkes, eller endog behandles overilet; men lignelsen lærer os ikke at blive dovne og eftergivne. Guds ord erklærer at hvis et menneske ikke vil arbejde, skal han heller ikke spise. (2 Thessaloniker 3,10.) Herren forlanger ikke at det hårdt arbejdende menneske skal støtte andre i dovenskab. For mange er der en spildtid, manglende bestræbelser, som fører til fattigdom og mangel. Hvis dem der hensvælger sig i disse fejl ikke retter dem, vil alt der kan gøres for deres skyld være som at lægge rigdomme i en sæk med huller. Alligevel er der en uundgåelig fattigdom, og vi skal vise ømhed og medfølelse mod de uheldigt stillede. Vi bør behandle andre ligesom vi behandler os selv, som vi ville behandles under lignende omstændigheder.