I lignelsen hvor skylderen beder om udsættelse, med løftet, “Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det altsammen,” blev dommen omstødt. Hele gælden blev annulleret. Og han fik hurtig mulighed for at følge den mesters eksempel, som havde eftergivet ham. Han gik og mødte en medtjener som skyldte ham en mindre sum. Han var blevet eftergivet ti tusinde talenter; skyldneren skyldte ham et hundrede småører. Men han som blev så nådigt behandlet, behandlede sin kollegaer på en helt anden måde. Han skyldner appellerede på samme måde som Han selv havde gjort mod kongen, men uden samme resultat. Han som fornylig var blevet tilgivet var ikke så ømhjertet og medlidende. Den barmhjertighed der var blevet vist ham udviste han ikke på den måde han behandlede sin medtjenere på. Han tog sig ikke af anmodningen om tålmodighed. Den lille sum han skyldte ham, var alt hvad den utaknemmelige tjener ville bryde sig om. Han krævede alt hvad han mente var hans, og udvirkede en lignende dom, som det var blevet tilbagekaldt ham i nåde.