Lignelsen om den rige mand og Lazarus viser hvordan de to klasser, som disse mænd respræsenterer, bliver anset i den usynlige verden. Der er ingen synd i at være rig, hvis rigdommene ikke opnås uretmæssigt. En rig man kan ikke fordømmes for at have rigdomme, men dommen hviler på ham hvis midlerne han har fået betroet, bruges på selviskhed. Han kunne langt bedre lægge sine penge ved Guds trone, og bruge dem til at gøre godt. Døden kan ikke gøre nogen fattig som bruger sit liv på at søge efter evige rigdomme. Men det menneske som samler rigdomme til sig selv, kan ikke tage noget af dette med til himlen. Han har vist sig som en upålidelig forvalter. I løbet af hans liv har han gjort gode ting, men han glemte sin forpligtelse over for Gud. Han sikrede sig ikke den himmelske skat.