Gud havde gjort den rige mand til forvalter af Sine midler, og det var hans pligt at følge op på sager som denne tigger havde. Befalingen gives: ”Skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.” (5.Mos 6,5); og “du skal elske din næste som dig selv” (3.Mos 19,18). Den rige mand var en jøde, og han kendte til Guds bud. Men han glemte at han stod til ansvar for anvendelse af de midler de midler og evner han var blevet betroet. Herrens velsignelser påhvilede ham i overflod, men han brugte dem selvisk, til at ære sig selv, og ikke hans Skaber. I forhold til hans overflod, var han nødt til at bruge sine gaver til at opløfte menneskeheden. Dette var Herrens befaling, men den rige mand mente ikke han var forpligtet over for Gud. Han lånte penge ud, og tog renter for det han lånte; men gav ingen renter af det som Gud havde lånt ham. Han havde kundskaber og talenter, men udnyttede dem ikke. Uden at tænke over sit ansvar over for Gud, brugte han alle sine kræfter på fornøjelser. Alt som han var omgivet af, hans mange fornøjelser, hans venners ros og smiger, tjente til hans selviske nydelser. Han var så optaget af sine venners selskab at han mistede sin ansvarsfornemmelse for at samarbejde med Gud i Hans nådesforkyndelse. Han fik mulighed for at forstå Guds ord, og praktisere dets lære; men det fornøjelseselskende selskab han valgte optog hans tid at han glemte evighedens Gud.