De jødiske herskere elsker ikke Gud; derfor skar de sig selv bort fra Ham, og forkastede alle Hans forslag for retfærdig afgørelse. Kristus, Guds elskede søn, kom for at indgive Vingårdsejerens krav; men vinbonden behandlede Ham med stærk foragt, og sagde: Vi vil ikke have denne mand til at herske over os. De misundede Kristi karakterskønhed. Hans måde at undervise på overgik langt deres, og de frygtede hans succes. Han foreholdt det med dem, afslørede deres hykleri, og viste dem de visselige resultater af deres handlemåde. Dette oprørte dem til vanvid. De sveg under dadlen, så de ikke kunne fortie det. De hadede den høje retfærdighedsstandard, som Kristus hele tiden bragte frem. De så at Hans lære satte dem der hvor deres selviskhed ville afdækkes, og de besluttede sig for at dræbe ham. De hadede Hans sandfærdige og fromme eksempel og den høje åndelighed som han åbenbarede i alt han gjorde. Hele hans liv var en dadel på deres selviskhed, og når den endelige prøve kom, den prøve som betyder lydighed til evigt liv eller ulydighed til evig død, forkastede de Den Israels Hellige. Da de blev spurgt om at vælge mellem Kristus og Barabbas, råbe de: ”Løslad os Barabbas!” Lukas 23,18. Og da Pilatus spurgte, “Hvad skal jeg så gøre med Jesus” råbte de hæftigt, “Han skal korsfæstes!” Matthæus 27,22. “Skal jeg korsfæste jeres konge?” spurgte Pilatus, og svaret kom fra præsterne og lederne, “Vi har ingen anden konge end kejseren.” Johannes 19,15. Da vaskede Pilatus sine hænder, og sagde, “Jeg er uskyldig i denne mands blod,” sluttede præsterne sig til den uvidne hob og erklærede passioneret, “Lad hans blod komme over os og vore børn!” Mattæus 27,24. 25.