Tjeneren i lignelsen havde ikke sørget for fremtiden. Det gode han var blevet betroet, til at hjælpe andre med, brugte han på sig selv; men han havde kun tænkt på nutiden. Da forvaltningen skulle tages fra ham, ville han ikke have noget der skulle kaldes hans eget. Men hans mesters gods var stadig i hans hænder, og han besluttede sig for at bruge dem så han kunne sikre sig selv mod fremtidige mangler. For at fuldføre dette, måtte han arbejde efter en ny plan. I stedet for at samle til sig selv, må han give til andre. Således får han sig venner, som når han skulle kastes ud, ville tage imod ham. Sådan er det med Farisæerne. Forvaltningen blev hurtig taget fra dem, og de blev kaldt til at sørge for fremtiden. Kun ved at søge andres gode kunne de hjælpe sig selv. Kun ved at bibringe Guds gaver i nuværende liv, kunne de sørge for evigheden.