Præsten og levitten havde tilbedt i templet, hvis tjeneste Guds Selv havde fastlagt. Det var et stort og ophøjet privilegium at være med i denne tjeneste, og præsten og levitten følte at de således var blevet æret, var det under deres værdighed at tjene en ukendt lidelsernes mand på vejkanten. Derved forsømte de den særlige anledning som Gud havde givet dem, som Hans agenter til at velsigne et andet menneske.